Min bedste ven blev skilt for et års tid siden. Hans ex ville bare ikke leve sammen med ham længere. Jeg har egentlig aldrig fundet ud af, hvorfor det ikke gik imellem dem. De syntes at være glade for hinanden. De har to dejlige piger på hhv. 10 og 12 år.
Jeg ved, at han altid har været sådan lidt den der macho-type, der bare har styr på det hele. Men det har måske bare været en facade, han har vist os udadtil? I al fald, så er det synd. For ham, hende, og deres piger synes jeg. De er sprængt i stykker.

Samkvem går OK

Ok, de kan godt finde ud af det her med, at han skal have lov til at se sine døtre. De kan også godt finde ud af at gå ud og spise sammen, som en almindelig kernefamilie. De vil gerne have, at deres piger ved, at de har begge deres forældre. Men alligevel. Jeg kan se på ham, at han lider.

Hjælp med coaching mod stress

Han fortalte mig forleden, da vi var i byen, at han har gået til noget stresscoaching hos Lifeconsulting, fordi hele situationen var ved at tage overhånd. Han kunne ligesom ikke finde en hverdag, efter at hans ex og døtre flyttede ud af huset. Jeg spurgte, om han har fundet hverdagen nu, om den der stresscoaching har hjulpet ham. Det havde den, fortalte han. Men han ser altså også en psykiater. Han var godt på vej til at blive rigtigt deprimeret, og hans stresscoach havde anbefalet, at han også ser en psykiater.

Stresscoachen mente nemlig, at det ville være godt for min kammerat at få noget beroligende medicin, så han kunne slappe af. Selv kunne han ikke udskrive en recept til ham, så en psykiaters hjælp var nødvendig. Min ven fortalte, at han havde fået noget beroligende, og at de to behandlere havde hjulpet ham videre til at finde en balance i sin dagligdag igen. Han fortsætter med at se sin stresscoach.